Bookmark and Share

Anmeldelser

Om debutkoncerten i maj 2010:

»Morten Heide viste med sit program, at koncerter med tema giver en fin og sammenhængsskabende mening for tilhøreren. Ikke uden grund var Skrjabins farvedigt "Vers la Flamme" med: Farver var der i musikken, fra begyndelse til slut.«

»Morten Heide er en sjælden musikbegavelse, teknisk perfekt, ekvilibristisk, men heldigvis også med en intens indlevelsesevne.«

Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende

 

»Morten Heide debuterede med et særdeles krævende og meget personligt sammensat program, der – på nær en enkelt afstikker – holder sig inden for perioden 1900 – 1925. Umiddelbart vil en og anden måske finde tidsbegrænsningen i programmet lidt problematisk, men et forbehold kan kun vanskeligt opretholdes, når man ser på dets stilistiske og geografiske spredning, for i programmet indgår musik fra næsten hele verden: Østrig, Brasilien, USA, Rusland og Frankrig.«

»Morten Heide er en både musikalsk og intellektuelt begavet pianist. Han har omfattende stilistiske erfaringer i en detaljeringsgrad, som er usædvanlig, og formulerer sig gerne derom, hvad hans sikkert skrevne programnoter, der hører til de bedste debutnoter nogensinde, så tydeligt demonstrerer.«

»Morten Heide er i besiddelse af en glimrende teknik, og der spilles med stor sikkerhed og omhu. Stykkerne bliver overlegent memoreret, og man mærker den velovervejede forberedelse. Programmet blev følgelig fra først til sidst gennemført på imponerende vis.«

»I Morten Heides fortolkninger af programmets to satser af Messiaens "Tyve blikke på Jesusbarnet" hørte man ikke blot suveræn teknisk beherskelse, men også fin balance mellem stemmerne og en smukt differentieret klang. Kort sagt: strålende pianistisk udfoldelse.«

Amalie Malling, Per Erland Rasmussen og Hanne Bramsen

 

Om Messiaens "Kvartet til Tidens Ende" i 2008: 

»Tiden stod næsten stille dén aften på Helnæs – blot 2 dage før Skt. Hans – hvor 4 højt begavede musikere fra Det fynske Musikkonservatorium spillede fransk musik med endog meget højt til loftet. I det lyse, nys ombyggede galleri i den gamle præstegård, præsenterede den dygtige pianist Morten Heide sine talentfulde medstuderende med hver deres værk. [....] Efter pausen fulgte så aftenens hovedværk. Selvom aftenens kunstnere var meget unge – og denne opførelse af Messiaens værk kun deres anden – var vores oplevelse meget intens og betagende. Til tider glemte man helt at trække vejret! [...] Og med fred i sindet hørte vi det lange værk til ende og lod musikken klinge ud i den lyse sommeraften.«

Karen Valeur, Helnæs Musikforening


Om deltagelse i Musikhøsts Sinfonietta i 2004:

»Fredagen præsenterede den mest helstøbte koncert, af dem som jeg oplevede. Englænderen Stefan Asbury dirigerede rutineret sinfoniettaen, der bestod af konservatoriestuderende. Igen et engelsk repertoire, men denne gang med en sådan pondus, at ingen forlod denne koncert umærket. Programmet var krævende for musikerne, fuldt af kantede finesser og ekstreme udtryksregistre. [...] I Simon Holts "... era madrugada" for piccolofløjte, basklarinet, horn, klaver, bratsch, cello og kontrabas fra 1984 oplevede vi en perle af en slags mini-klaverkoncert, hvor pianisten Morten Heide spillede den kompromisløse og aggressive klaverstemme og samtidig formåede at præsentere musikken med klarhed.«

Per Rask Madsen, Dansk Musiktidsskrift

 

From a piano duo concert Reykjavik in 2004: 

»Even though temperatures in the city were breaking all records, a piano recital in Norrænahus was well attended in spite of the rather unusual time of the programme. The audience was certainly not to be disappointed by what was on offer this time. Two young pianists, the Dane Morten Heide and Rogelio Flores Aguirre from Mexico, both study at the academy of music in Odense. [...] It was obvious that here were two excellent pianists who are finely atuned to each other as performers and have a bright future as musicians. The coordination was precise and well practised. All changes in emphasis were well thought out and completely synchronised. All passages were sung with the same voice even though they passed between the pianists.«

Jón Ólafur Sigurðsson, Morgunblaðið